social sensemaking
Anne Hodals blog om netværk, sensemaking og videndelingArkiv over december, 2007
Møde med Mr.Snowden
Af: Thea
Fredag var dagen, hvor vi fik den ære, at afslutte Mr. Snowdens 3-ugers verdensturne! Som det allersidste inden han vendte tilbage til London, mødtes vi med ham til en uformel, men meget intensiv, snak om vidensdeling, SNA, traditionel knowledge management og den menneskelige hjerne; postmodernisme og narrativer samt en meget interessant gennemgang af tredimensionelle modeller!
Det var spændende, inspirerende og meget udfordrende for os at møde ‘guruen selv’ :-) Vi præsenterede ham for den måde vi har tænkt os at anvende Social Netværks Analyse på, hvilket han til at begynde med var noget kritisk overfor….I den efterfølgende mailkorrespondence har vi dog fået lidt beroligende nuancer på kritiken… :-)
Overordnet kan man sige, at vi fik bekræftet at ‘vi tænker den rigtigt’. Det gælder om at holde fokus på konteksten og ikke på individet, fordi vi som mennesker forholder os, og handler indenfor kontekster. Individet kan aldrig løsrives fra konteksten, og det gælder om at holde dette for øje i forhold til vores undersøgelsesdesign. Derudover er det vigtigt at forstå hvordan viden ‘hentes frem’ fra hjernen og sindet, eller hvordan viden aktiveres kunne man sige. Ifølge Snowden vil mennesker generelt gerne dele ud af deres viden, men kun hvis du kan vise, at du også skal bruge den! Det er vigtigt at respektere den enkeltes kontekst, og tage højde for menneskelige dynamikker som fx interne magtstrukturer, hierakier, diverse loyaliteter, roller og forventninger. Ligesom det er vigtigt at huske på at mennesker tænker i fragmenter!
Det gælder om at komme under overfladen, og ind til det sted hvor det relevante “anecdotal material” findes – og det samtidig med at efterlade sig så lidt “fodspor som muligt”! Snowden har udviklet et undersøgelsesdesign kaldet ASHEN-modellen, som vi netop nu er ved at få hold på. Vi regner med, at kunne lade os inspirere af hans spørgeteknikker i udviklingen af vores eget undersøgelsesdesign…Mere om det hér på bloggen;)
Nedenfor et lille billede fra dagen….som én har sagt, så er der lidt NKOTB over det…Men ja, hvad kan vi sige…Det var stort for os!
Hvordan fortæller man bedst en historie?
Vi snakker en del om, hvordan vi metodisk skal gå til værks for at få halet de gode historier ud af vores Arkitema-folk. Måske skal vi stille dem et simpelt spørgsmål og bede dem om at snakke løs? Sådan gør Anecdote i deres circles, men da vi næppe får lov at tale med 10 personer på én gang men nærmere 4 personer, én ad gangen, forestiller vi os at der skal lidt mere til.
Vi har været ude i noget med at give respondenterne nogle genstande/symboler at tale ud fra (konkret et forsimplet billede af to domæner, der er adskilt samt en række brikker, der skulle være peroner og en bro, der skulle bygges). Dette både for at lede dem på vej mod det, vi er interesserede i at høre om (dvs. historier om det at være én enhed, delt i to, – og hvad kan der gøres for at forbedre videndelingen mellem de to?) og fordi vi er overbeviste om, at det kan sætte gang i en kreativ tankegang og dermed booste fortællelysten. Men omvendt er vi også bange for, at det vil være at lave en for snæver ramme og sætte et filter på deres talestrøm – at begrænse dem i, hvad de fortæller om.
Vi overvejer derfor at tage udgangpunkt i fx Gardners 7 intelligenser – og lade vores værktøj afspejle, hvem vi taler med. Da det i dette tilfælde er arkitekter, kunne vi således arbejde med, at de kan understøtte deres fortællinger ved at tegne/forme mens de taler. Var det et musiker-netværk skulle de have mulighed for at understøtte deres historie med musik, danserne med danse, ingenøren med formeler og kordinatsystemer osv. Fordi vi alle har hver vores måde, hvorpå vi bedst kan udtrykke nuancer (= komplekst indhold) når vi kommunikerer. Ved at tage udgangspunkt i ‘det naturlige sprog’ i en kontekst (her netværk) kunne det være en tese, at vi dermed kan få flest mulige detaljer med i historien (som således bliver udfoldet til ikke kun at være noget talt, men i bredere forstand en ‘udtrykt’ historie).
Fortolkningen bliver dermed også meget interessant idet vi som facilitatorere af denne ‘fortælle-workshop’ ikke vil være i stand til at afkode de komplekse signaler, der ligger i det tegnede, dansede, spillede (qua at vi ikke er arkitekter i Arkitema). Jo længere væk man kommer fra konteksten der tales ud fra, des sværere vil man have ved at forstå historierne. Således er den nære kollega bedre disponeret for en korrekt fortolkning end ledelsen, som dog igen er bedre end fx konsulenten/facilitatoren af workshoppen (os), der er helt udefrakommende.
Således vil vi kunne få skabt rum for at komplekse og svært artikulerbare historier bliver formidlet og forstået i højst mulig grad. Og selv om fx ledelsen måske ikke med ord kan gengive det, de har set/hørt/følt, så har de alligevel modtaget en oplevelse, de kan bruge aktivt i deres videre arbejde med kulturen, netværket og historierne i virksomheden.
Møde med Snowden!
Af: Anne
Jeg er lidt oppe at køre: I sidste uge sad jeg og læste en blogpost fra vores gode hoved-teoretiker, Dave Snowden, hvori han beskrev en flyvetur til Sao Paulo. I postingen linkede han til sine billeder på Flickr, som jeg tjekkede ud. Det gør han af og til, og for at kunne følge med i billedstrømmen som akkompagnement til bloglæsningen, tilføjede jeg Snowden som ‘contact’ på Flickr, uden egentlig at tænke nærmere over det. På den måde ville jeg jo få billederne i min rss samtidig med hans blogposts.
Igår tilføjede Snowden så mig som kontakt, og da jeg så, at jeg var blandt kun omkring 5 kontakter, tænkte jeg at jeg lige ville fortælle ham, hvorfor jeg havde added ham, så han var med på, hvem der kiggede med i hans billeder. Resultatet blev en længere mailudveksling gennem dagen idag, hvor resultatet er blevet at Dave gjorde mig opmærksom på, at han kommer til København i slutningen af ugen(!) og at han desuden gerne vil mødes med os og tale om specialet!!!
WEEEHA!
Han kommer i anledning af et arrangement hos LinKS, som jeg dog ikke er sikker på, at vi får lov til at deltage i (jeg har selvfølgelig spurgt, og jeg venter MEGET SPÆNDT på at høre fra dem, da det simpelthen kunne være det mest fantastiske at få lov at overvære ‘guruen’ snakke om det han er bedst til!) Får vi ikke adgang til LinKS har han dog også tilbudt at mødes med os efter arrangementet!
:-) :-)
Boisot og det narrative I-space
Af: Anne
Nå, så er det vist på tide at opdatere bloggen lidt med det vi går og roder med i øjeblikket… eller, nu taler jeg lige for mig selv, for Thea roder med så meget andet også!
Se, én af de teoretikere, som jeg startede ud med at snakke om er spanieren Boisot, der har udviklet en model, som af nogle er beskrevet som den ‘ny “lim” til linket mellem IT, organisationers konkurrenceevne, og knowledge management. Hans model, I-space er en videre-tænkning på Nonaka og Takeuchis SECI-model, men hvor SECI kun består af 2 dimensioner har I-space i stedet 3. Denne tredje dimension gør potentialet for analysen af viden og vidensflow væsentligt rigere.
Både teori og model er temmelig komplekse og derfor svære at forklare ordentligt her. Men kort sagt handler det om, at den tredimensinoelle boks, I-space (se billede herunder) illustrerer “al viden”. Dimensionerne er hhv. kodificering, abstraktion og diffusion. Skabelsen af ny viden har – ifølge Boisot – en tendens til at følge en bestemt kurve, den Sociale Lærings Cyklus (SLC), idet denne gennemgår hhv. scanning, problem-løsning, abstraktion, spredning, absorption og indlejring.
Nå, hold så fast!
Noget andet vi sidder og læser er en fyr ved navn David M. Boye der skriver om Narrative Methods for Organizational and Communication Research. Boye opererer med et begreb – antenarratives – som han beskriver som små, fragmenterede historier, der ikke i sig selv kan kategoriseres som ‘narrativer’ idet denne sidste kategori er kendetegnet ved en række eksklusive ting, der gør dem til fuldendte historier (dvs. dem, der har en begyndelse, en midte, en slutning, et plot, en sammenhængende form etc). ‘Den store fortælling’ (altså den, der kvalificerer sig til betegnelsen ‘narrative’) er således summen af en masse små ‘før-historier’ (deraf navnet ante-narratives) som tilsammen udgør en helhed.
I forhold til vores undersøgelse af netværk og vores fokus på at finde ned til ‘værdien’ af disse ved hjælp af en narrativ metode, så kunne man jo vælge at bruge Boisots model til at illustrere ‘den store historie’. Dvs. ‘den hele sande fortælling’ om netværket, bestående af en hel masse små bits and pieces – de små historier, anektoder etc.
Dermed bliver det denne overordnede historie, vi er på jagt efter, når vi søger at afdække nogle af de mere komplekse sider af sagen idet vi inden længe skal ud og have folkene i Arkitema til at fortælle små-historier om netværket de befinder sig i. Vi gør os imidlertid ingen forhåbninger om, at FINDE den store historie – det vil slet ikke være muligt, da denne historie kontinuerligt ændrer sig og desuden består af så mange dele, at vi ikke har nogen chance for at ‘indfange’ dem alle.
Hvad vi imidlertid GØR os forhåbninger om, er at vi med den narrative tilgang til netværket, kan få øje på nogle sammenhænge og mønstre, der giver os en bedre fornemmelse af netværkets reelle indhold, end den sociale netværks analyse (SNA) alene kan.
Set i Boisots perspektiv kan man således sige, at SNA’en ‘aktiverer’ én del af I-space. Ved at tilføje den narrative analyse er det imidlertid vores tese at værdien af analysen kan mangedobles, idet der hermed også sættes fokus på konteksten og meningen, altså dét, der udgør værdien af en relation.
Eller sagt med lidt andre ord – og nu lyder det måske mere velkendt:
SNA’ens største svaghed er, at den ikke kan sige ret meget om værdien af den enkelte relation. Og da én af de vigtigste læresætninger om netværk og videndeling netop er, at det ikke blot handler om ANTALLET af relationer men derimod om ANTALLET AF VÆRDIFULDE RELATIONER, så giver det vist ret go mening at vi hermed både analyserer på antal (vha. SNAen) og værdien (vha. den narrative analyse) for dermed at aktivere en større social lærings cyklus.
OK, det var måske lige tungt, og nok også en anelse kryptisk for udenforstående. Jeg giver gerne en nærmere forklaring hvis der er behov. Ellers kan jeg jo bare spørge igen: does THIS make sense?
