social sensemaking

Anne Hodals blog om netværk, sensemaking og videndeling

Hvordan fortæller man bedst en historie?

Vi snakker en del om, hvordan vi metodisk skal gå til værks for at få halet de gode historier ud af vores Arkitema-folk. Måske skal vi stille dem et simpelt spørgsmål og bede dem om at snakke løs? Sådan gør Anecdote i deres circles, men da vi næppe får lov at tale med 10 personer på én gang men nærmere 4 personer, én ad gangen, forestiller vi os at der skal lidt mere til.

Vi har været ude i noget med at give respondenterne nogle genstande/symboler at tale ud fra (konkret et forsimplet billede af to domæner, der er adskilt samt en række brikker, der skulle være peroner og en bro, der skulle bygges). Dette både for at lede dem på vej mod det, vi er interesserede i at høre om (dvs. historier om det at være én enhed, delt i to, – og hvad kan der gøres for at forbedre videndelingen mellem de to?) og fordi vi er overbeviste om, at det kan sætte gang i en kreativ tankegang og dermed booste fortællelysten. Men omvendt er vi også bange for, at det vil være at lave en for snæver ramme og sætte et filter på deres talestrøm – at begrænse dem i, hvad de fortæller om.

Vi overvejer derfor at tage udgangpunkt i fx Gardners 7 intelligenser – og lade vores værktøj afspejle, hvem vi taler med. Da det i dette tilfælde er arkitekter, kunne vi således arbejde med, at de kan understøtte deres fortællinger ved at tegne/forme mens de taler. Var det et musiker-netværk skulle de have mulighed for at understøtte deres historie med musik, danserne med danse, ingenøren med formeler og kordinatsystemer osv. Fordi vi alle har hver vores måde, hvorpå vi bedst kan udtrykke nuancer (= komplekst indhold) når vi kommunikerer. Ved at tage udgangspunkt i ‘det naturlige sprog’ i en kontekst (her netværk) kunne det være en tese, at vi dermed kan få flest mulige detaljer med i historien (som således bliver udfoldet til ikke kun at være noget talt, men i bredere forstand en ‘udtrykt’ historie).

Fortolkningen bliver dermed også meget interessant idet vi som facilitatorere af denne ‘fortælle-workshop’ ikke vil være i stand til at afkode de komplekse signaler, der ligger i det tegnede, dansede, spillede (qua at vi ikke er arkitekter i Arkitema). Jo længere væk man kommer fra konteksten der tales ud fra, des sværere vil man have ved at forstå historierne. Således er den nære kollega bedre disponeret for en korrekt fortolkning end ledelsen, som dog igen er bedre end fx konsulenten/facilitatoren af workshoppen (os), der er helt udefrakommende.

bookmarks.jpg

Således vil vi kunne få skabt rum for at komplekse og svært artikulerbare historier bliver formidlet og forstået i højst mulig grad. Og selv om fx ledelsen måske ikke med ord kan gengive det, de har set/hørt/følt, så har de alligevel modtaget en oplevelse, de kan bruge aktivt i deres videre arbejde med kulturen, netværket og historierne i virksomheden.

3 Kommentarer »

  Jane Mejdahl wrote @

Hej Anne

Hvad er det helt overordnede formål? Hvad er det I gerne vil have dem til at tale om? Jeg synes det lyder som et spændende udgangspunkt I stiller op.

  Anne wrote @

Hej Jane,
Plan og Landskab, som er den afdeling i Arkitema, vi undersøger, er fysisk placeret i hhv. Kbh og Århus, hvilket giver nogle udfordringer ift. videndeling, sense of belonging etc. Det overordnede formål er derfor at give ledelsen et udgangspunkt at arbejde ud fra, for at få de to kontorer til at skabe relationer og dele viden mere effektivt. Vores undersøgelse er i første omgang en ren SNA-spørgeskema-undersøgelse og i anden omgang (den vi er i gang med at forberede nu) at se om vi kan belyse om- og hvorfor relationerne mellem de ansatte går som de gør i SNA-undersøgelsen. Tesen er, at vi vha. en narrativ tilgang kan komme ned i nogle af de mere komplekse lag af netværksanalysen.

Metoden er, som du kan fornemme, stadg en anelse abstrakt for os. Måske det er nu vi skal til at bede om et møde med dig ;) Jeg tror vi kunne have godt af lidt prof antropologisk vejledning! Ku’ du have tid/lyst til det?

  Thea Bruun de Neergaard wrote @

Hej Jane,

Vores fokus kommer nok til at koncentrere sig om fællesskabet – konteksten. Vi vil gerne se på identitetsskabelse ifht. til fællesskabet. Det er noget vi allerede har talt en del om, og efter vores møde med Dave Snowden i fredags, blev det bekræftet at denne tilgang er rigtig:-) Hans pointe er, at man aldrig kan tage udgangspunkt i individet alene, men altid må forholde sig til konteksten, fordi det er indenfor denne at individet forholder sig og navigerer.
Altså, hvilke områder skal vi fokusere på i vores spørgsmål for at indfange dette område? Hvordan kredser man sig mon ind…? Jeg forestiller mig, at Etienne Wenger’s Communities of Practice her kan være en mulig nøgle til at identificere nogle grundstrukturer.
Snowden nævnte en klassisk antropologisk problemstilling/teori, hvor to lige stærke stammer står overfor hinanden – Det vil betyde krig! Indtræder de derimod i forhold med en tredje stamme, vil begge grupper forholde sig til den tredje gruppe, og dette vil ændre krigstilstanden mellem dem. Hvad siger du til det? Det åbner op for interessante løsningsmodeller, hvis inddragelse af en tredjepart virkelig ændrer den grundlæggende forståelse af gruppeidentiteten! Hvad mener du om det? Holder den?


Your comment

HTML-Tags:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <pre> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>