Vi snakker en del om, hvordan vi metodisk skal gå til værks for at få halet de gode historier ud af vores Arkitema-folk. Måske skal vi stille dem et simpelt spørgsmål og bede dem om at snakke løs? Sådan gør Anecdote i deres circles, men da vi næppe får lov at tale med 10 personer på én gang men nærmere 4 personer, én ad gangen, forestiller vi os at der skal lidt mere til.

Vi har været ude i noget med at give respondenterne nogle genstande/symboler at tale ud fra (konkret et forsimplet billede af to domæner, der er adskilt samt en række brikker, der skulle være peroner og en bro, der skulle bygges). Dette både for at lede dem på vej mod det, vi er interesserede i at høre om (dvs. historier om det at være én enhed, delt i to, – og hvad kan der gøres for at forbedre videndelingen mellem de to?) og fordi vi er overbeviste om, at det kan sætte gang i en kreativ tankegang og dermed booste fortællelysten. Men omvendt er vi også bange for, at det vil være at lave en for snæver ramme og sætte et filter på deres talestrøm – at begrænse dem i, hvad de fortæller om.

Vi overvejer derfor at tage udgangpunkt i fx Gardners 7 intelligenser – og lade vores værktøj afspejle, hvem vi taler med. Da det i dette tilfælde er arkitekter, kunne vi således arbejde med, at de kan understøtte deres fortællinger ved at tegne/forme mens de taler. Var det et musiker-netværk skulle de have mulighed for at understøtte deres historie med musik, danserne med danse, ingenøren med formeler og kordinatsystemer osv. Fordi vi alle har hver vores måde, hvorpå vi bedst kan udtrykke nuancer (= komplekst indhold) når vi kommunikerer. Ved at tage udgangspunkt i ‘det naturlige sprog’ i en kontekst (her netværk) kunne det være en tese, at vi dermed kan få flest mulige detaljer med i historien (som således bliver udfoldet til ikke kun at være noget talt, men i bredere forstand en ‘udtrykt’ historie).

Fortolkningen bliver dermed også meget interessant idet vi som facilitatorere af denne ‘fortælle-workshop’ ikke vil være i stand til at afkode de komplekse signaler, der ligger i det tegnede, dansede, spillede (qua at vi ikke er arkitekter i Arkitema). Jo længere væk man kommer fra konteksten der tales ud fra, des sværere vil man have ved at forstå historierne. Således er den nære kollega bedre disponeret for en korrekt fortolkning end ledelsen, som dog igen er bedre end fx konsulenten/facilitatoren af workshoppen (os), der er helt udefrakommende.

Således vil vi kunne få skabt rum for at komplekse og svært artikulerbare historier bliver formidlet og forstået i højst mulig grad. Og selv om fx ledelsen måske ikke med ord kan gengive det, de har set/hørt/følt, så har de alligevel modtaget en oplevelse, de kan bruge aktivt i deres videre arbejde med kulturen, netværket og historierne i virksomheden.