social sensemaking
Anne Hodals blog om netværk, sensemaking og videndelingArkiv over januar, 2008
Kaos: dér, hvor innovationen starter…
Conditions of scarcity often produce more creative results than conditions of abundance.
Der er lidt kaos på specialefronten. Det er sikkert godt og sundt, det er jeg overbevist om. Men når man står midt i det er det uoverskueligt og svært stressfremkaldende.
Thea og jeg har stoppet vores samarbejde på specialet. Samtidig fortæller min countdown på Facebook mig, at der er 41 dage til aflevering. Og på én eller anden måde, harmonerer de to ting ikke særlig godt!
Specialesamarbejdet er stoppet af flere årsager – lad os bare kalde det ’samarbejdsvanskeligheder’. Det var også et sats – vi kendte ikke hinanden i forvejen så det var på gefühl, at vi i oktober slog pjalterne sammen for at se om vi kunne få 2+2 til at give 5, som Thea udtrykte det. Det ku vi så ik!
Thea har valgt at udskyde afleveringen. Jeg vil forsøge at nægte og se hvad der kan lade sig gøre på 41 dage. Måske bliver specialet i sig selv så ikke mit store gennembrud, men hvad end der ender med at stå i den bunke papir, jeg afleverer, så rykker det ikke ved det faktum at jeg har allerede har lært ufatteligt meget om netværk, videndeling, kompleksitet og sociale systemer. Min svaghed er nok, at jeg synes, det er sjovest at læse, tænke, indsamle, diskutere og alt det andet, der sker inden man skriver. Selv skriveprocessen – især den akademiske, lange, tørre del af den – er ikke min bedste kop the.
Men what the … Jeg startede op for mig selv ud fra en holdning om, at jeg gerne ville prøve for en gangs skyld at aflevere noget jeg peronligt kunne stå 100% inde for. Og noget, som kunne være mit eget værk. Jeg forsøget nu at komme tilbage i dén tankegang igen – og læner mig op af Snowdens teorier om, at det først er når man er ude i kaos, at det virkelig spændende rigtig sker. Begrænset tid og begrænsede ressourcer krydret med en god portion turbulens og usikkerhed skulle ifølge manden være de rette konditioner for det ultimative udviklingsmijlø. Jeg tror, jeg befinder mig der nu – og jeg glæder mig til, at der begynder at danne sig nye mønstre, som jeg kan holde fast i og føre sammen til en forståelig helhed.
Den bedste måde at handle på er ifølge Snowden:
- Act-sense-respond
- Look for what works instead of seeking right answers
- Take immediate action to reestablish order (command and control)
- Provide clear, direct communication
Ok I’ll try and I’ll be back!
Btw: Eftersom min søde chef har sat denne blog på mit nye visitkort, som jeg skal dele flittigt ud af, når jeg fra d. 1.april starter mit nye job i Wemind (som forresten nu officielt er gået i luften med nyt og lækkert site, som man selvfølgelig bør tjekke ud!) – så har jeg egenrådigt taget ejerskab på dette sted og det vil fra nu af derfor kun være mig, der blogger herinde. Thea laver sit eget speciale – jeg gætter på, at det bliver noget med narrativer – og hvis der bliver tilknyttet en blog, skal jeg selvfølgelig nok sende et link.
Anecdote Circles & SNA Konference
Af: Thea
Den seneste uge har været travl og spækket med aktiviteter:
I tirsdags gennemførte vi vores første Anecdote Circle i Arkitema i København. Vi gik frem efter foreskrifterne, og det skulle vise sig at være temmelig svært, men også utrolig interessant og meget lærerigt! Lidt klogere, og med en tilpasset og lettere modificeret metode, tog vi onsdag til Århus for at lave vores anden Anecdote Circle. Denne gik over al forventning, og vi regner med at kunne trække nogle rigtig gode resultater ud :-) Overordnet må man sige, at det har været en fornøjelse at besøge Arkitema – både i København og i Århus. Vi blev begge steder modtaget rigtig godt, af meget søde og velvillige medarbejdere, og det har givet os et dybere perspektiv på Plan & Landskabs arbejde, at få lov at besøge dem i deres daglige omgivelser.
I går torsdag var vi til SNA-konference på Handelshøjskolen i Århus, arranceret af Christian Waldstrøm, som bl.a. er kendt for sin bog om Social Netværks Analyse, Aviaja Lynge og Jens Leo Martinus. Det var inspirerende at høre om de mange forskellige områder som SNA kan bruges indenfor, og vi fik også et værdifuldt, kritisk blik på metoden leveret af Timme Bisgaard Munk fra Kommunikationsforum. Alt i alt tog vi fra konferencen med en følelse af at være på rette spor, og med en bekræftelse af at vores antagelser omkring hvordan man får det bedste udbytte af at anvende SNA er rigtige. Det er desuden intentionen fremover, at vi skal skabe et slags sparringsfællesskab mellem alle deltagerne, hvor vi kan udveksle erfaringer med hinanden ifht. at anvende SNA som metode.
I løbet af de næste par dage vil vi koncentrere os om at få færdiggjort det store transkriberingsarbejde som følger af alt det indsamlede materiale fra denne uge:-)
Rådata fra SNA’en i hus
Af: Anne
Den sidste uge før jul fik vi gennemført indsamlingen af netværksdata hos Plan og Landskabs-afdelingen i Arkitema. Via et elektronisk spørgeskema gik alle medarbejderne (på nær én) ind og svarede på 4 spørgsmål/udsagn omkring deres relationer i afdelingen. Vi bad dem tage stilling til følgende:
1. Hvor ofte diskuterer du arbejdsrelaterede emner med denne kollega?
2. Hvor ofte diskuterer du ikke-arbejdsrelaterede emner med denne kollega?
3. Hvis jeg vil diskutere nye ideer om faglige emner eller organisatoriske forhold går jeg til denne kollega.
4. Jeg tror, jeg kunne præstere bedre i mit daglige arbejde, hvis jeg havde bedre mulighed for at kommunikere med denne kollega.
Alle markerede deres svar ud for hver enkelt person i afdelingen (35 personer).
At komme frem til de 4 spørgsmål var i sig selv en lang proces. Der findes utallige muligheder for emner og måder at stille spørgsmålene, og vigtigheden af at ramme meget præcist dér hvor spørgsmålet er klart og svaret er relevant er slet ikke så nemt endda. De ovenstående 4 spørgsmål er stærkt inspirerede af spørgsmål, som folk med meget erfaring med SNA (fx Waldstrøm og Krebs) har udviklet. Dog var det vigtigt for os, at ordlyden i dem blev forholdsvis uformel, da det er sådan Arkitema normalt kommunikerer, så den har vi diskuteret en del.
Igår var SNA-projektgruppen så samlet (dvs. Torben Klitgaard fra Arkitema, Niels Martin Kristensen som er vores SNA-ekspert, Hans Henrik Heming (min chef i Wemind) samt Thea og jeg) – hos Arkitema for at se de første rå databehandlinger. Overordnet var det vældig interessant at se, hvordan afdelingen ’ser ud’ på forskellige netværkskort alt efter om der er tale om faglige netværk, sociale netværk, flaskehalse, strukturelle huller, kreative hubs mv. Der var ikke nogle store overraskelser, men virkningen af at se relationerne er stor og meget umiddelbar at tolke ud fra.
Thea og jeg havde på forhånd interviewet de to overordnede ledere – de så kaldte jobmanagers – i hhv. Københavnerafdelingen og Århusafdleingen. Her spurgte vi bl.a ind til ledernes generelle beskrivelser – og opdelinger af deres respektive medarbejdere – og på trods af, at dét jo kun er en overfladisk ‘kradsen’ i MENINGEN og KONTEKSTEN (forklaringerne på relationerne) som vi undersøger, så var denne smule viden spændende at sidde inde med da vi gennemgik netværkskortene. Her kunne vi nemlig begynde at se, hvordan historierne blev meget værdifulde til at perspektivere prikkerne og stregerne, der på kortene illustrerer personerne og deres indbyrdes relationer.
Nu er det jo ikke meningen, at det er os, der skal sidde og tolke meningen ud af netværkskortene og historierne. Det skal Arkitema selv. Vores rolle er imidlertid alligevel afgørende for den fortolkning, der bliver lavet, idet det er os, der skal udvælge det netværkskort og de historier, der skal præsenteres for ledelsesgruppen i Plan og Landskab. I virkeligheden er det en meget vigtig pointe med netværksundersøgelser som disse, at formålet ikke er at finde en masse svar og løsninger – tværtimod – formålet er, at vi med det datamateriale, vi får indsamlet, vil være i stand til at stille nogle gode kvalificerede spørgsmål, som ledelsen kan arbejde videre med i den fortsatte udvikling af organisationen – eller her – afdelingen Plan og Landskab.
Uden at gå yderligere i detaljer – materialet er jo naturligvis fortroligt – synes jeg, vi kunne drage følgende konklusioner på baggrund af gårsdagens præsentation af netværksdatamaterialet:
- Det er afgørende at få ‘oversat’ den tekniske behandling af data til almindeligt dansk for at det skal give mening for ikke-eksperter (fx en ledelse) at se på kortene.
- Datamaterialet lægger op til mange spørgsmål – det er vigtigt at det er spørgsmålene vi fokuserer på og ikke svarene
- Datamaterialet ’skriger’ på at blive suppleret af andre og mere kvalitative undersøgelser, da det er tydeligt at den statistiske bearbejdning af materialet giver et meget firkantet resultat, som det vil være nemt at overtolke på. Her kommer vores narrative analyse selvfølgelig på banen og alternativt kunne det måske være interessant for Arkitema at sammenholde data med fx en Belbintest (team-rolle-profiler)
- De stillede spørgsmål er af yderste vigtighed for validiteten og kvaliteten af de fundne data – selv efter en grundig gennemarbejdning er det i bagklogskabens lys nemt at finde steder, der skulle have været skarpere eller simplere formuleret.
Konklusionen på gårsdagens møde var, at vi d. 6. februar skal fremlægge resultaterne for ledelsen i Plan og Landskab. Opgaven er indtil da, at sammensætte et ‘kit’ til brug ved fremlæggelsen, som dels på pædagogisk vis forklarer netværkskortene og dels fremhæver relevante områder man kunne dykke videre ned i ved at stille nogle kvalificerede spørgsmål til resultaterne. Sidst men ikke mindst vil det være relevant at formulere et executive summary, hvor vi kort opridser de vigtigste pointer fra undersøgelsen. Vores håb er naturligvis at kunne nå at supplere ovenstående med nogle af de anekdoter som vi får indsamlet i næste uge.
På tirsdag skal vi køre vores første Anecdote Circle med en mindre gruppe af medarbejderne i København. Onsdag drager vi til Århus for at lave en lignende session med nogle af folkene deroppe og torsdag skal vi deltage i en Konference om netværksanalyse på Handelshøjskolen i Århus. Det bliver en spændende og lidt hektisk uge – men når vi så er hjemme igen skulle alt vores empiriske materiale gerne være i hus og så kan det måske endelig være, at vi kan begynde at få skrevet noget decideret speciale-materiale… Med deadline d. 3. marts giver det os 1 1/2 måned til skrivearbejdet – lyder det optimistisk?? :-)
Glædeligt Nytår!
Af: Thea
Så er juletiden overstået – Glædelig nytår til alle!
I ugen der kommer tager vi fat igen, og vi lægger ud med at forberede empiri-indsamlingen hos Arkitema i både Århus og København. Den 10. januar skal vi til SNA-konference i Århus; vi glæder os til at høre om det sidste nye indenfor feltet, og forhåbentlig samle lidt inspiration der kan bruges i projektet.