I går formiddags var jeg ude på Handelshøjskolen og holde et oplæg på en masterclass for 35 ledere, der pt er i gang med at tage en såkaldt MMD-uddannelse (master i forandringsledelse, så vidt jeg er orienteret). Lars Ginnerup havde inviteret Thomas Møldrup (kollega fra Wemind) og undertegnede til at komme og tale om social kapital og netværksanalyse.
Det var noget af en udfordring at få omsat specialets 190 sider til en 40 minutters præsentation. Det var dog også begrænset hvor meget af det mere langhårede, teoretiske jeg fik med, men jeg kom omkring SNA og nogle af problematikkerne ved metoden, med udgangspunkt i Snowdens 3. generations knowledge-management syn og hans Cynefin-model.
Heldigvis var de ’studerende’ på forhånd blevet introduceret til både social kapital, SNA og narrativer, hvilket gjorde det forholdsvist enkelt at tale om paradigmeskiftet indenfor organisations- og videnledelse, og begrænsningerne ved de mere ‘traditionelle’ (videnskabelige) ledelsesmetoder, uden at der sad en hel klasse med korslagte arme og rynkede pander, sådan som jeg lidt havde frygtet! I stedet var der stor åbenhed og eftefølgende var spørgsmålene mest af opklarende og uddybende art.
Det var en super oplevelse at kunne stå og præsentere det stof, jeg har dykket ned i det seneste halve år, og en fed fornemmelse, at jeg efterhånden har specialiseret mig på et område, som mange finder interessant at høre om!
Præsentationen ligger på slideshare.