Af: Anne

Nå, så er det vist på tide at opdatere bloggen lidt med det vi går og roder med i øjeblikket… eller, nu taler jeg lige for mig selv, for Thea roder med så meget andet også!

Se, én af de teoretikere, som jeg startede ud med at snakke om er spanieren Boisot, der har udviklet en model, som af nogle er beskrevet som den ‘ny “lim” til linket mellem IT, organisationers konkurrenceevne, og knowledge management. Hans model, I-space er en videre-tænkning på Nonaka og Takeuchis SECI-model, men hvor SECI kun består af 2 dimensioner har I-space i stedet 3. Denne tredje dimension gør potentialet for analysen af viden og vidensflow væsentligt rigere.

Både teori og model er temmelig komplekse og derfor svære at forklare ordentligt her. Men kort sagt handler det om, at den tredimensinoelle boks, I-space (se billede herunder) illustrerer “al viden”. Dimensionerne er hhv. kodificering, abstraktion og diffusion. Skabelsen af ny viden har – ifølge Boisot – en tendens til at følge en bestemt kurve, den Sociale Lærings Cyklus (SLC), idet denne gennemgår hhv. scanning, problem-løsning, abstraktion, spredning, absorption og indlejring.

Nå, hold så fast!

Noget andet vi sidder og læser er en fyr ved navn David M. Boye der skriver om Narrative Methods for Organizational and Communication Research. Boye opererer med et begreb – antenarratives – som han beskriver som små, fragmenterede historier, der ikke i sig selv kan kategoriseres som ‘narrativer’ idet denne sidste kategori er kendetegnet ved en række eksklusive ting, der gør dem til fuldendte historier (dvs. dem, der har en begyndelse, en midte, en slutning, et plot, en sammenhængende form etc). ‘Den store fortælling’ (altså den, der kvalificerer sig til betegnelsen ‘narrative’) er således summen af en masse små ‘før-historier’ (deraf navnet ante-narratives) som tilsammen udgør en helhed.

I forhold til vores undersøgelse af netværk og vores fokus på at finde ned til ‘værdien’ af disse ved hjælp af en narrativ metode, så kunne man jo vælge at bruge Boisots model til at illustrere ‘den store historie’. Dvs. ‘den hele sande fortælling’ om netværket, bestående af en hel masse små bits and pieces – de små historier, anektoder etc.

Dermed bliver det denne overordnede historie, vi er på jagt efter, når vi søger at afdække nogle af de mere komplekse sider af sagen idet vi inden længe skal ud og have folkene i Arkitema til at fortælle små-historier om netværket de befinder sig i. Vi gør os imidlertid ingen forhåbninger om, at FINDE den store historie – det vil slet ikke være muligt, da denne historie kontinuerligt ændrer sig og desuden består af så mange dele, at vi ikke har nogen chance for at ‘indfange’ dem alle.

Hvad vi imidlertid GØR os forhåbninger om, er at vi med den narrative tilgang til netværket, kan få øje på nogle sammenhænge og mønstre, der giver os en bedre fornemmelse af netværkets reelle indhold, end den sociale netværks analyse (SNA) alene kan.

Set i Boisots perspektiv kan man således sige, at SNA’en ‘aktiverer’ én del af I-space. Ved at tilføje den narrative analyse er det imidlertid vores tese at værdien af analysen kan mangedobles, idet der hermed også sættes fokus på konteksten og meningen, altså dét, der udgør værdien af en relation.

Eller sagt med lidt andre ord – og nu lyder det måske mere velkendt:
SNA’ens største svaghed er, at den ikke kan sige ret meget om værdien af den enkelte relation. Og da én af de vigtigste læresætninger om netværk og videndeling netop er, at det ikke blot handler om ANTALLET af relationer men derimod om ANTALLET AF VÆRDIFULDE RELATIONER, så giver det vist ret go mening at vi hermed både analyserer på antal (vha. SNAen) og værdien (vha. den narrative analyse) for dermed at aktivere en større social lærings cyklus.

OK, det var måske lige tungt, og nok også en anelse kryptisk for udenforstående. Jeg giver gerne en nærmere forklaring hvis der er behov. Ellers kan jeg jo bare spørge igen: does THIS make sense?