social sensemaking
Anne Hodals blog om netværk, sensemaking og videndelingArkiv over Fortællinger
Oplæg på MMD-masterclass, CBS
I går formiddags var jeg ude på Handelshøjskolen og holde et oplæg på en masterclass for 35 ledere, der pt er i gang med at tage en såkaldt MMD-uddannelse (master i forandringsledelse, så vidt jeg er orienteret). Lars Ginnerup havde inviteret Thomas Møldrup (kollega fra Wemind) og undertegnede til at komme og tale om social kapital og netværksanalyse.
Det var noget af en udfordring at få omsat specialets 190 sider til en 40 minutters præsentation. Det var dog også begrænset hvor meget af det mere langhårede, teoretiske jeg fik med, men jeg kom omkring SNA og nogle af problematikkerne ved metoden, med udgangspunkt i Snowdens 3. generations knowledge-management syn og hans Cynefin-model.
Heldigvis var de ’studerende’ på forhånd blevet introduceret til både social kapital, SNA og narrativer, hvilket gjorde det forholdsvist enkelt at tale om paradigmeskiftet indenfor organisations- og videnledelse, og begrænsningerne ved de mere ‘traditionelle’ (videnskabelige) ledelsesmetoder, uden at der sad en hel klasse med korslagte arme og rynkede pander, sådan som jeg lidt havde frygtet! I stedet var der stor åbenhed og eftefølgende var spørgsmålene mest af opklarende og uddybende art.
Det var en super oplevelse at kunne stå og præsentere det stof, jeg har dykket ned i det seneste halve år, og en fed fornemmelse, at jeg efterhånden har specialiseret mig på et område, som mange finder interessant at høre om!
Præsentationen ligger på slideshare.
Anecdote Circles & SNA Konference
Af: Thea
Den seneste uge har været travl og spækket med aktiviteter:
I tirsdags gennemførte vi vores første Anecdote Circle i Arkitema i København. Vi gik frem efter foreskrifterne, og det skulle vise sig at være temmelig svært, men også utrolig interessant og meget lærerigt! Lidt klogere, og med en tilpasset og lettere modificeret metode, tog vi onsdag til Århus for at lave vores anden Anecdote Circle. Denne gik over al forventning, og vi regner med at kunne trække nogle rigtig gode resultater ud :-) Overordnet må man sige, at det har været en fornøjelse at besøge Arkitema – både i København og i Århus. Vi blev begge steder modtaget rigtig godt, af meget søde og velvillige medarbejdere, og det har givet os et dybere perspektiv på Plan & Landskabs arbejde, at få lov at besøge dem i deres daglige omgivelser.
I går torsdag var vi til SNA-konference på Handelshøjskolen i Århus, arranceret af Christian Waldstrøm, som bl.a. er kendt for sin bog om Social Netværks Analyse, Aviaja Lynge og Jens Leo Martinus. Det var inspirerende at høre om de mange forskellige områder som SNA kan bruges indenfor, og vi fik også et værdifuldt, kritisk blik på metoden leveret af Timme Bisgaard Munk fra Kommunikationsforum. Alt i alt tog vi fra konferencen med en følelse af at være på rette spor, og med en bekræftelse af at vores antagelser omkring hvordan man får det bedste udbytte af at anvende SNA er rigtige. Det er desuden intentionen fremover, at vi skal skabe et slags sparringsfællesskab mellem alle deltagerne, hvor vi kan udveksle erfaringer med hinanden ifht. at anvende SNA som metode.
I løbet af de næste par dage vil vi koncentrere os om at få færdiggjort det store transkriberingsarbejde som følger af alt det indsamlede materiale fra denne uge:-)
Hvordan fortæller man bedst en historie?
Vi snakker en del om, hvordan vi metodisk skal gå til værks for at få halet de gode historier ud af vores Arkitema-folk. Måske skal vi stille dem et simpelt spørgsmål og bede dem om at snakke løs? Sådan gør Anecdote i deres circles, men da vi næppe får lov at tale med 10 personer på én gang men nærmere 4 personer, én ad gangen, forestiller vi os at der skal lidt mere til.
Vi har været ude i noget med at give respondenterne nogle genstande/symboler at tale ud fra (konkret et forsimplet billede af to domæner, der er adskilt samt en række brikker, der skulle være peroner og en bro, der skulle bygges). Dette både for at lede dem på vej mod det, vi er interesserede i at høre om (dvs. historier om det at være én enhed, delt i to, – og hvad kan der gøres for at forbedre videndelingen mellem de to?) og fordi vi er overbeviste om, at det kan sætte gang i en kreativ tankegang og dermed booste fortællelysten. Men omvendt er vi også bange for, at det vil være at lave en for snæver ramme og sætte et filter på deres talestrøm – at begrænse dem i, hvad de fortæller om.
Vi overvejer derfor at tage udgangpunkt i fx Gardners 7 intelligenser – og lade vores værktøj afspejle, hvem vi taler med. Da det i dette tilfælde er arkitekter, kunne vi således arbejde med, at de kan understøtte deres fortællinger ved at tegne/forme mens de taler. Var det et musiker-netværk skulle de have mulighed for at understøtte deres historie med musik, danserne med danse, ingenøren med formeler og kordinatsystemer osv. Fordi vi alle har hver vores måde, hvorpå vi bedst kan udtrykke nuancer (= komplekst indhold) når vi kommunikerer. Ved at tage udgangspunkt i ‘det naturlige sprog’ i en kontekst (her netværk) kunne det være en tese, at vi dermed kan få flest mulige detaljer med i historien (som således bliver udfoldet til ikke kun at være noget talt, men i bredere forstand en ‘udtrykt’ historie).
Fortolkningen bliver dermed også meget interessant idet vi som facilitatorere af denne ‘fortælle-workshop’ ikke vil være i stand til at afkode de komplekse signaler, der ligger i det tegnede, dansede, spillede (qua at vi ikke er arkitekter i Arkitema). Jo længere væk man kommer fra konteksten der tales ud fra, des sværere vil man have ved at forstå historierne. Således er den nære kollega bedre disponeret for en korrekt fortolkning end ledelsen, som dog igen er bedre end fx konsulenten/facilitatoren af workshoppen (os), der er helt udefrakommende.
Således vil vi kunne få skabt rum for at komplekse og svært artikulerbare historier bliver formidlet og forstået i højst mulig grad. Og selv om fx ledelsen måske ikke med ord kan gengive det, de har set/hørt/følt, så har de alligevel modtaget en oplevelse, de kan bruge aktivt i deres videre arbejde med kulturen, netværket og historierne i virksomheden.
Boisot og det narrative I-space
Af: Anne
Nå, så er det vist på tide at opdatere bloggen lidt med det vi går og roder med i øjeblikket… eller, nu taler jeg lige for mig selv, for Thea roder med så meget andet også!
Se, én af de teoretikere, som jeg startede ud med at snakke om er spanieren Boisot, der har udviklet en model, som af nogle er beskrevet som den ‘ny “lim” til linket mellem IT, organisationers konkurrenceevne, og knowledge management. Hans model, I-space er en videre-tænkning på Nonaka og Takeuchis SECI-model, men hvor SECI kun består af 2 dimensioner har I-space i stedet 3. Denne tredje dimension gør potentialet for analysen af viden og vidensflow væsentligt rigere.
Både teori og model er temmelig komplekse og derfor svære at forklare ordentligt her. Men kort sagt handler det om, at den tredimensinoelle boks, I-space (se billede herunder) illustrerer “al viden”. Dimensionerne er hhv. kodificering, abstraktion og diffusion. Skabelsen af ny viden har – ifølge Boisot – en tendens til at følge en bestemt kurve, den Sociale Lærings Cyklus (SLC), idet denne gennemgår hhv. scanning, problem-løsning, abstraktion, spredning, absorption og indlejring.
Nå, hold så fast!
Noget andet vi sidder og læser er en fyr ved navn David M. Boye der skriver om Narrative Methods for Organizational and Communication Research. Boye opererer med et begreb – antenarratives – som han beskriver som små, fragmenterede historier, der ikke i sig selv kan kategoriseres som ‘narrativer’ idet denne sidste kategori er kendetegnet ved en række eksklusive ting, der gør dem til fuldendte historier (dvs. dem, der har en begyndelse, en midte, en slutning, et plot, en sammenhængende form etc). ‘Den store fortælling’ (altså den, der kvalificerer sig til betegnelsen ‘narrative’) er således summen af en masse små ‘før-historier’ (deraf navnet ante-narratives) som tilsammen udgør en helhed.
I forhold til vores undersøgelse af netværk og vores fokus på at finde ned til ‘værdien’ af disse ved hjælp af en narrativ metode, så kunne man jo vælge at bruge Boisots model til at illustrere ‘den store historie’. Dvs. ‘den hele sande fortælling’ om netværket, bestående af en hel masse små bits and pieces – de små historier, anektoder etc.
Dermed bliver det denne overordnede historie, vi er på jagt efter, når vi søger at afdække nogle af de mere komplekse sider af sagen idet vi inden længe skal ud og have folkene i Arkitema til at fortælle små-historier om netværket de befinder sig i. Vi gør os imidlertid ingen forhåbninger om, at FINDE den store historie – det vil slet ikke være muligt, da denne historie kontinuerligt ændrer sig og desuden består af så mange dele, at vi ikke har nogen chance for at ‘indfange’ dem alle.
Hvad vi imidlertid GØR os forhåbninger om, er at vi med den narrative tilgang til netværket, kan få øje på nogle sammenhænge og mønstre, der giver os en bedre fornemmelse af netværkets reelle indhold, end den sociale netværks analyse (SNA) alene kan.
Set i Boisots perspektiv kan man således sige, at SNA’en ‘aktiverer’ én del af I-space. Ved at tilføje den narrative analyse er det imidlertid vores tese at værdien af analysen kan mangedobles, idet der hermed også sættes fokus på konteksten og meningen, altså dét, der udgør værdien af en relation.
Eller sagt med lidt andre ord – og nu lyder det måske mere velkendt:
SNA’ens største svaghed er, at den ikke kan sige ret meget om værdien af den enkelte relation. Og da én af de vigtigste læresætninger om netværk og videndeling netop er, at det ikke blot handler om ANTALLET af relationer men derimod om ANTALLET AF VÆRDIFULDE RELATIONER, så giver det vist ret go mening at vi hermed både analyserer på antal (vha. SNAen) og værdien (vha. den narrative analyse) for dermed at aktivere en større social lærings cyklus.
OK, det var måske lige tungt, og nok også en anelse kryptisk for udenforstående. Jeg giver gerne en nærmere forklaring hvis der er behov. Ellers kan jeg jo bare spørge igen: does THIS make sense?
Inddragelse af “reminiscence”-teknikker
Af: Thea
Reminiscence betyder erindring eller minde. Hos Anecdote taler de om “Reminiscence work“- altså bevidst arbejde med de personlige erindringer & minder – eller fortællinger om man vil. Reminiscence work arbejder med den enkeltes personlige minder og livserfaringer, og bliver brugt på mange forskellige områder; bl.a. i terapeutisk arbejde med demente, folk med indlæringsvanskeligheder og terminalt syge mennesker. Pointen er, meget kort fortalt, at man via bestemte teknikker får folk til at mindes og til at fortælle om disse minder.
Når vi tænker tilbage og mindes, så fortolker vi samtidig. Ethvert minde er således altid en fortolkning af en bestemt situation, hændelse, stemning osv. Denne personlige fortolkning danner så grundlag for den personlige “fortælling”, som vi både kan berette for os selv og for hinanden. Sandhedsværdien kan man altid diskuttere, da disse fortællinger jo er stærkt subjektive, men sandheden er egentlig også underordnet – det centrale er den enkeltes egen fortolkning, da det er udfra denne at han eller hun vil forholde sig og handle.
Reminisicience work er en måde at indsamle de personlige fortællinger på, og vi har en fornemmelse af, at det er en teknik som vi med fordel kan trække på som en “memory trigger”.
Anne har fået kontakt til selveste Shawn Callahan :-), og han anbefaler os bl.a. at arbejde med fortællingerne som en ramme.
Ved at få de involverede parters egne fortællinger på bordet og sat i spil, tror jeg, at der er spændende muligheder for at arbejde med bl.a. forløsning og ejerskab i forbindelse med en konkret situation.
Vi får se…
To change people’s mind you need stories. Stories of how it’s not working and aspirational stories of how it can work. Real life stories, not fictional ones. (Shawn Callahan).
Se i øvrigt Center for Digital Storytelling som arbejder med de samme mekanismer indenfor storytelling.
