social sensemaking
Anne Hodals blog om netværk, sensemaking og videndelingArkiv over metode
Anecdote Circles & SNA Konference
Af: Thea
Den seneste uge har været travl og spækket med aktiviteter:
I tirsdags gennemførte vi vores første Anecdote Circle i Arkitema i København. Vi gik frem efter foreskrifterne, og det skulle vise sig at være temmelig svært, men også utrolig interessant og meget lærerigt! Lidt klogere, og med en tilpasset og lettere modificeret metode, tog vi onsdag til Århus for at lave vores anden Anecdote Circle. Denne gik over al forventning, og vi regner med at kunne trække nogle rigtig gode resultater ud :-) Overordnet må man sige, at det har været en fornøjelse at besøge Arkitema – både i København og i Århus. Vi blev begge steder modtaget rigtig godt, af meget søde og velvillige medarbejdere, og det har givet os et dybere perspektiv på Plan & Landskabs arbejde, at få lov at besøge dem i deres daglige omgivelser.
I går torsdag var vi til SNA-konference på Handelshøjskolen i Århus, arranceret af Christian Waldstrøm, som bl.a. er kendt for sin bog om Social Netværks Analyse, Aviaja Lynge og Jens Leo Martinus. Det var inspirerende at høre om de mange forskellige områder som SNA kan bruges indenfor, og vi fik også et værdifuldt, kritisk blik på metoden leveret af Timme Bisgaard Munk fra Kommunikationsforum. Alt i alt tog vi fra konferencen med en følelse af at være på rette spor, og med en bekræftelse af at vores antagelser omkring hvordan man får det bedste udbytte af at anvende SNA er rigtige. Det er desuden intentionen fremover, at vi skal skabe et slags sparringsfællesskab mellem alle deltagerne, hvor vi kan udveksle erfaringer med hinanden ifht. at anvende SNA som metode.
I løbet af de næste par dage vil vi koncentrere os om at få færdiggjort det store transkriberingsarbejde som følger af alt det indsamlede materiale fra denne uge:-)
Rådata fra SNA’en i hus
Af: Anne
Den sidste uge før jul fik vi gennemført indsamlingen af netværksdata hos Plan og Landskabs-afdelingen i Arkitema. Via et elektronisk spørgeskema gik alle medarbejderne (på nær én) ind og svarede på 4 spørgsmål/udsagn omkring deres relationer i afdelingen. Vi bad dem tage stilling til følgende:
1. Hvor ofte diskuterer du arbejdsrelaterede emner med denne kollega?
2. Hvor ofte diskuterer du ikke-arbejdsrelaterede emner med denne kollega?
3. Hvis jeg vil diskutere nye ideer om faglige emner eller organisatoriske forhold går jeg til denne kollega.
4. Jeg tror, jeg kunne præstere bedre i mit daglige arbejde, hvis jeg havde bedre mulighed for at kommunikere med denne kollega.
Alle markerede deres svar ud for hver enkelt person i afdelingen (35 personer).
At komme frem til de 4 spørgsmål var i sig selv en lang proces. Der findes utallige muligheder for emner og måder at stille spørgsmålene, og vigtigheden af at ramme meget præcist dér hvor spørgsmålet er klart og svaret er relevant er slet ikke så nemt endda. De ovenstående 4 spørgsmål er stærkt inspirerede af spørgsmål, som folk med meget erfaring med SNA (fx Waldstrøm og Krebs) har udviklet. Dog var det vigtigt for os, at ordlyden i dem blev forholdsvis uformel, da det er sådan Arkitema normalt kommunikerer, så den har vi diskuteret en del.
Igår var SNA-projektgruppen så samlet (dvs. Torben Klitgaard fra Arkitema, Niels Martin Kristensen som er vores SNA-ekspert, Hans Henrik Heming (min chef i Wemind) samt Thea og jeg) – hos Arkitema for at se de første rå databehandlinger. Overordnet var det vældig interessant at se, hvordan afdelingen ’ser ud’ på forskellige netværkskort alt efter om der er tale om faglige netværk, sociale netværk, flaskehalse, strukturelle huller, kreative hubs mv. Der var ikke nogle store overraskelser, men virkningen af at se relationerne er stor og meget umiddelbar at tolke ud fra.
Thea og jeg havde på forhånd interviewet de to overordnede ledere – de så kaldte jobmanagers – i hhv. Københavnerafdelingen og Århusafdleingen. Her spurgte vi bl.a ind til ledernes generelle beskrivelser – og opdelinger af deres respektive medarbejdere – og på trods af, at dét jo kun er en overfladisk ‘kradsen’ i MENINGEN og KONTEKSTEN (forklaringerne på relationerne) som vi undersøger, så var denne smule viden spændende at sidde inde med da vi gennemgik netværkskortene. Her kunne vi nemlig begynde at se, hvordan historierne blev meget værdifulde til at perspektivere prikkerne og stregerne, der på kortene illustrerer personerne og deres indbyrdes relationer.
Nu er det jo ikke meningen, at det er os, der skal sidde og tolke meningen ud af netværkskortene og historierne. Det skal Arkitema selv. Vores rolle er imidlertid alligevel afgørende for den fortolkning, der bliver lavet, idet det er os, der skal udvælge det netværkskort og de historier, der skal præsenteres for ledelsesgruppen i Plan og Landskab. I virkeligheden er det en meget vigtig pointe med netværksundersøgelser som disse, at formålet ikke er at finde en masse svar og løsninger – tværtimod – formålet er, at vi med det datamateriale, vi får indsamlet, vil være i stand til at stille nogle gode kvalificerede spørgsmål, som ledelsen kan arbejde videre med i den fortsatte udvikling af organisationen – eller her – afdelingen Plan og Landskab.
Uden at gå yderligere i detaljer – materialet er jo naturligvis fortroligt – synes jeg, vi kunne drage følgende konklusioner på baggrund af gårsdagens præsentation af netværksdatamaterialet:
- Det er afgørende at få ‘oversat’ den tekniske behandling af data til almindeligt dansk for at det skal give mening for ikke-eksperter (fx en ledelse) at se på kortene.
- Datamaterialet lægger op til mange spørgsmål – det er vigtigt at det er spørgsmålene vi fokuserer på og ikke svarene
- Datamaterialet ’skriger’ på at blive suppleret af andre og mere kvalitative undersøgelser, da det er tydeligt at den statistiske bearbejdning af materialet giver et meget firkantet resultat, som det vil være nemt at overtolke på. Her kommer vores narrative analyse selvfølgelig på banen og alternativt kunne det måske være interessant for Arkitema at sammenholde data med fx en Belbintest (team-rolle-profiler)
- De stillede spørgsmål er af yderste vigtighed for validiteten og kvaliteten af de fundne data – selv efter en grundig gennemarbejdning er det i bagklogskabens lys nemt at finde steder, der skulle have været skarpere eller simplere formuleret.
Konklusionen på gårsdagens møde var, at vi d. 6. februar skal fremlægge resultaterne for ledelsen i Plan og Landskab. Opgaven er indtil da, at sammensætte et ‘kit’ til brug ved fremlæggelsen, som dels på pædagogisk vis forklarer netværkskortene og dels fremhæver relevante områder man kunne dykke videre ned i ved at stille nogle kvalificerede spørgsmål til resultaterne. Sidst men ikke mindst vil det være relevant at formulere et executive summary, hvor vi kort opridser de vigtigste pointer fra undersøgelsen. Vores håb er naturligvis at kunne nå at supplere ovenstående med nogle af de anekdoter som vi får indsamlet i næste uge.
På tirsdag skal vi køre vores første Anecdote Circle med en mindre gruppe af medarbejderne i København. Onsdag drager vi til Århus for at lave en lignende session med nogle af folkene deroppe og torsdag skal vi deltage i en Konference om netværksanalyse på Handelshøjskolen i Århus. Det bliver en spændende og lidt hektisk uge – men når vi så er hjemme igen skulle alt vores empiriske materiale gerne være i hus og så kan det måske endelig være, at vi kan begynde at få skrevet noget decideret speciale-materiale… Med deadline d. 3. marts giver det os 1 1/2 måned til skrivearbejdet – lyder det optimistisk?? :-)
Hvordan fortæller man bedst en historie?
Vi snakker en del om, hvordan vi metodisk skal gå til værks for at få halet de gode historier ud af vores Arkitema-folk. Måske skal vi stille dem et simpelt spørgsmål og bede dem om at snakke løs? Sådan gør Anecdote i deres circles, men da vi næppe får lov at tale med 10 personer på én gang men nærmere 4 personer, én ad gangen, forestiller vi os at der skal lidt mere til.
Vi har været ude i noget med at give respondenterne nogle genstande/symboler at tale ud fra (konkret et forsimplet billede af to domæner, der er adskilt samt en række brikker, der skulle være peroner og en bro, der skulle bygges). Dette både for at lede dem på vej mod det, vi er interesserede i at høre om (dvs. historier om det at være én enhed, delt i to, – og hvad kan der gøres for at forbedre videndelingen mellem de to?) og fordi vi er overbeviste om, at det kan sætte gang i en kreativ tankegang og dermed booste fortællelysten. Men omvendt er vi også bange for, at det vil være at lave en for snæver ramme og sætte et filter på deres talestrøm – at begrænse dem i, hvad de fortæller om.
Vi overvejer derfor at tage udgangpunkt i fx Gardners 7 intelligenser – og lade vores værktøj afspejle, hvem vi taler med. Da det i dette tilfælde er arkitekter, kunne vi således arbejde med, at de kan understøtte deres fortællinger ved at tegne/forme mens de taler. Var det et musiker-netværk skulle de have mulighed for at understøtte deres historie med musik, danserne med danse, ingenøren med formeler og kordinatsystemer osv. Fordi vi alle har hver vores måde, hvorpå vi bedst kan udtrykke nuancer (= komplekst indhold) når vi kommunikerer. Ved at tage udgangspunkt i ‘det naturlige sprog’ i en kontekst (her netværk) kunne det være en tese, at vi dermed kan få flest mulige detaljer med i historien (som således bliver udfoldet til ikke kun at være noget talt, men i bredere forstand en ‘udtrykt’ historie).
Fortolkningen bliver dermed også meget interessant idet vi som facilitatorere af denne ‘fortælle-workshop’ ikke vil være i stand til at afkode de komplekse signaler, der ligger i det tegnede, dansede, spillede (qua at vi ikke er arkitekter i Arkitema). Jo længere væk man kommer fra konteksten der tales ud fra, des sværere vil man have ved at forstå historierne. Således er den nære kollega bedre disponeret for en korrekt fortolkning end ledelsen, som dog igen er bedre end fx konsulenten/facilitatoren af workshoppen (os), der er helt udefrakommende.
Således vil vi kunne få skabt rum for at komplekse og svært artikulerbare historier bliver formidlet og forstået i højst mulig grad. Og selv om fx ledelsen måske ikke med ord kan gengive det, de har set/hørt/følt, så har de alligevel modtaget en oplevelse, de kan bruge aktivt i deres videre arbejde med kulturen, netværket og historierne i virksomheden.
Boisot og det narrative I-space
Af: Anne
Nå, så er det vist på tide at opdatere bloggen lidt med det vi går og roder med i øjeblikket… eller, nu taler jeg lige for mig selv, for Thea roder med så meget andet også!
Se, én af de teoretikere, som jeg startede ud med at snakke om er spanieren Boisot, der har udviklet en model, som af nogle er beskrevet som den ‘ny “lim” til linket mellem IT, organisationers konkurrenceevne, og knowledge management. Hans model, I-space er en videre-tænkning på Nonaka og Takeuchis SECI-model, men hvor SECI kun består af 2 dimensioner har I-space i stedet 3. Denne tredje dimension gør potentialet for analysen af viden og vidensflow væsentligt rigere.
Både teori og model er temmelig komplekse og derfor svære at forklare ordentligt her. Men kort sagt handler det om, at den tredimensinoelle boks, I-space (se billede herunder) illustrerer “al viden”. Dimensionerne er hhv. kodificering, abstraktion og diffusion. Skabelsen af ny viden har – ifølge Boisot – en tendens til at følge en bestemt kurve, den Sociale Lærings Cyklus (SLC), idet denne gennemgår hhv. scanning, problem-løsning, abstraktion, spredning, absorption og indlejring.
Nå, hold så fast!
Noget andet vi sidder og læser er en fyr ved navn David M. Boye der skriver om Narrative Methods for Organizational and Communication Research. Boye opererer med et begreb – antenarratives – som han beskriver som små, fragmenterede historier, der ikke i sig selv kan kategoriseres som ‘narrativer’ idet denne sidste kategori er kendetegnet ved en række eksklusive ting, der gør dem til fuldendte historier (dvs. dem, der har en begyndelse, en midte, en slutning, et plot, en sammenhængende form etc). ‘Den store fortælling’ (altså den, der kvalificerer sig til betegnelsen ‘narrative’) er således summen af en masse små ‘før-historier’ (deraf navnet ante-narratives) som tilsammen udgør en helhed.
I forhold til vores undersøgelse af netværk og vores fokus på at finde ned til ‘værdien’ af disse ved hjælp af en narrativ metode, så kunne man jo vælge at bruge Boisots model til at illustrere ‘den store historie’. Dvs. ‘den hele sande fortælling’ om netværket, bestående af en hel masse små bits and pieces – de små historier, anektoder etc.
Dermed bliver det denne overordnede historie, vi er på jagt efter, når vi søger at afdække nogle af de mere komplekse sider af sagen idet vi inden længe skal ud og have folkene i Arkitema til at fortælle små-historier om netværket de befinder sig i. Vi gør os imidlertid ingen forhåbninger om, at FINDE den store historie – det vil slet ikke være muligt, da denne historie kontinuerligt ændrer sig og desuden består af så mange dele, at vi ikke har nogen chance for at ‘indfange’ dem alle.
Hvad vi imidlertid GØR os forhåbninger om, er at vi med den narrative tilgang til netværket, kan få øje på nogle sammenhænge og mønstre, der giver os en bedre fornemmelse af netværkets reelle indhold, end den sociale netværks analyse (SNA) alene kan.
Set i Boisots perspektiv kan man således sige, at SNA’en ‘aktiverer’ én del af I-space. Ved at tilføje den narrative analyse er det imidlertid vores tese at værdien af analysen kan mangedobles, idet der hermed også sættes fokus på konteksten og meningen, altså dét, der udgør værdien af en relation.
Eller sagt med lidt andre ord – og nu lyder det måske mere velkendt:
SNA’ens største svaghed er, at den ikke kan sige ret meget om værdien af den enkelte relation. Og da én af de vigtigste læresætninger om netværk og videndeling netop er, at det ikke blot handler om ANTALLET af relationer men derimod om ANTALLET AF VÆRDIFULDE RELATIONER, så giver det vist ret go mening at vi hermed både analyserer på antal (vha. SNAen) og værdien (vha. den narrative analyse) for dermed at aktivere en større social lærings cyklus.
OK, det var måske lige tungt, og nok også en anelse kryptisk for udenforstående. Jeg giver gerne en nærmere forklaring hvis der er behov. Ellers kan jeg jo bare spørge igen: does THIS make sense?
3. generations netværksanalyse
Af: Anne
Cynefin handler om kontekster. Teorien er, at den gode leder analyserer den kontekst, han/hun befinder sig i og agerer ud fra denne: forskellige kontekster kræver forskllige former for ledelse!
Jeg har sidder og rodet lidt med modellen i forhold til forskellige måder at anskue relationer på og jeg synes at kunne finde en særlig analogi i forskellige (knowledge management-generationers) tilgang til netværksanalyse, som hænger sammen med Cynefins måde at dele kontekster op på: forskellige kontekster (eller tilgange til videndeling) kræver forskellige former for netværks analyse:
SIMPLE CONTEXT: når interne relationer i en organisation betragtes som ordnede systemer, der kan beskrives ved hjælp af hierakiske organisationsdiagrammer, evt. udført af ledelsen selv.
COMPLICATED CONTEXT: når interne relationer i en organisation betragtes som komplicerede netværk, der kan analyseres og beskrives vha. en Social Netværks Analyse, udført af en ekspert.
COMPLEX CONTEXT: når interne relationer i en organisation betragtes som komplekse, der kun kan analyseres ud fra mere kreative tilgange, der søger at få mønstre til at danne sig. (Her kommer sensemaking-folkene på banen)
CHAOTIC CONTEXT: når de kendte relationer er brudt op og befinder sig i en flux-tilstand, der ikke umiddelbart lader sig analysere.
Ovenstående hænger desuden godt sammen med Snowdens opdeling af KM-historien i 1.-3. generation, hvor den simple kategorisering i organisationsdiagrammer er den mest gammeldags (1. generations-) måde at opfatte organisationsnetværk og vidensflow på (viden = en ting), mens SNA-tilgangen giver en dybere forståelse af sammenhængen mellem formelle og uformelle netværk (2. generation, viden = flow). Når vi så nu gerne vil endnu dybere ned, er det altså fordi vi opfatter netværkene som komplekse størrelse, der ikke kan analyseres ud fra simple kvalitative metoder (som fx en SNA) – men i stedet kræver en mere meningssøgende tilgang baseret på fx narrative metoder (jf. 3. generations KM, der ser viden som ikke blot en ting eller et flow, men som begge dele!).
Jeg har skrevet lidt om ovenstående tidligere, blot med en lidt anden vinkel.
Does it make sense?
Operationalisering af Cynefin og tallet 3
Af: Anne
I et forsøg på at forstå og indkorporere Cynefin-modellen i vores arbejde med kortlægning af relationer og netværk, er det tanken, at vi vil forsøge at operationalisere de to sider af modellen, hhv. KNOWN + KNOWABLE og COMPLEX + CHAOS, idet vi arbejder ud fra en hypotese om, at en SNA-analyse kun viser det umiddelbart tilgængelige datamateriale. Dvs. det, som enten allerede er kendt viden (known) eller det, der kun kræver en mindre indsats for at kunne blive kortlagt (knowable).
Det er ikke fordi vi har nogle særlige intentioner om at kritisere SNA-metoden som sådan. Tværtimod er det en del af specialets formål, at undersøge hvilke muligheder der ligger i at bruge SNA til at måle på relationer i en virksomhed samt til at kunne abejde bevidst med at øge antallet af værdifulde relationer. Men der ud over ligger vores interesse altså også i at undersøge, hvordan vi kan sige endnu mere om værdien af de relationer SNA-en afdækker, end det man umiddelbart får ud af at spørge systematisk og afbilde grafisk. Vi roder lidt med tallet 3, som vi finder gentaget mange steder i den litteratur, vi læser (web 3.0, 3. generations knowledge management, 3. generations storytelling, 3-dimensionelle modeller, three fundamental ways of getting things done mmm.)
Således er det derfor også vores ønske at undersøge ‘den 3. dimension af SNA’ (som er noget, vi selv har fundet på…) Vi ser de 3 dimensioner som hhv:
1. Dimension: hvem består netværket af?
2. Dimension: hvordan er de forbundet?
3. Dimension: HVAD deler de?
- hvor 1. og 2. dimension afdækkes med en tradtionel SNA, mens den 3. dimension er den, vi gerne vil finde en metode til at hægte på.
Det er altså vores intention at bevæge os ud i det komplekse og kaotiske ved at forsøge at grave et spadestik dybere ned, end den blotte kortlægning af relationerne (dvs. den traditionelle SNA). Måden vi vil gøre det på er endnu ikke helt klar for os, men vi er ude i noget med narrative metoder og en mere kvalitativ, antropologisk tilgang, hvor vi gerne vil teste nogle mere legende/spilagtige måder at tilgå viden på. Vi har en formodning om, at vi derigennem kan få indsigt i nogle af de mere bagved- eller underliggende dimensioner af relationerne – konteksten, historierne, meningen, værdien. Mere om det hen ad vejen…
- Kommentarer modtages med kyshånd!
